Saboterer embedsmændene regeringens forsøg på afregulering?

Saboterer embedsmændene regeringens forsøg på afregulering?

218 forslag, som skal gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark, er strandet i embedsværket. Det viser en undersøgelse, som Dansk Industri, (DI), har lavet. Undersøgelsen viser også, at embedsværket bliver langsommere og langsommere til at gennemføre de lettelser, som regeringen har godkendt.

Regeringen har en målsætning om at lette erhvervslivets administrative byrder med 4 milliarder kroner i perioden 2015-2020 og med yderligere 2 milliarder fra 2020 til 2025. Forslagene til forenkling af lovgivning og regler kommer fra Virksomhedsforum for Enklere regler og Implementeringsrådet. Implementeringsrådets særlige opgave er undersøge, om den danske implementering af EUs regler er mere restriktiv og omstændelig end i vore EU-nabolande. At foretage såkaldte nabotjek.

Artiklen fortsætter under billedet . . .

 

De to organer har i perioden fra 2012 til 2018 fremsat 800 forslag, som vil gøre det enklere at drive virksomhed i Danmark. I begyndelsen blev forslagene hurtigt gennemført. I 2013 blev 85 pct. af forslagene gennemført, men siden er gennemførelsesgraden faldet, så kun 42 pct af forenklings-reglerne blev gennemført i 2017. Altså kun halvt så mange som i 2013.

Det betyder altså, at forslag om forenkling havner i en blindgyde i et ministerium, og det kan derfor tage op til flere år, fra forslaget er vedtaget, til det får effekt for virksomhederne.

Der er tilsyneladende stor politisk vilje til at forenkle reglerne, men forslagene sander til i embedsværket, siger DIs chef for Små og Mellemstore Virksomheder og Iværksætteri, Dorte Gram Nybroe.

Selv om regeringen gentagne gange har sagt, at forslag fra Virksomhedsforum for Enklere Regler som hovedregel skal implementeres indenfor 1 år efter regeringens accept, så ligger der nu over 100 forslag, som har overskredet tidsfristen.

Der er imidlertid ingen tidsfrister på gennemførelse af Implementeringsrådets nabotjek af EU-regler. Ialt er 33 nabotjek gennemført siden 2015, hvoraf 23 har ført til forslag om at forenkle danske regler eller praksis. 20 forslag er gennemført.

DI opfordrer regeringen til at kræve, at embedsværket overholder den 1 årige tidsfrist, og at der også indføres en tidsfrist for gennemførelse af nabotjek og forenkling af EU-reglerne.

 

NB! NEWS36 Posts

Kaj Mieritz er både redaktør og stifter af NB! NEWS. Han er journalist, suppleret med statskundskab på Århus Universitet. Han har været Jyllands-Postens korrespondent i Bruxelles, medlem af chefredaktionen på dagbladet Børsen, har haft sit eget tv-selskab, ansat hos DR TV-Avisen og P1 Morgen, kommunikationschef hos tænketanken Cepos.

<

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password